Aarhus Universitets segl

Ny ph.d.-studerende i NT-enheden

Fra den 1. september er Jacob Munk Rosenlund ny ph.d.-studerende i forskningsenheden Det Nye Testamente. Læs en kort beskrivelse af hans projekt her.

Jacob Munk Rosenlund, der er ny ph.d.-studerende ved Teologi på Aarhus Universitet, beskriver selv sit projekt således:

"I projektet Material Masculinities in the Gospel of John undersøger jeg, hvordan krop og materialitet bidrager til maskulinitetskonstruktioner i Johannesevangeliet. Med udgangspunkt i nymaterialistisk teori, som den udformes hos tænkere som Karen Barad, Elisabeth Grosz og Steve Garlick, ser jeg på maskulinitet som en slags performativitet, der omfatter både menneskelige og ikke-menneskelige aktører, og bruger dette teoretiske perspektiv som en nøgle til at åbne op for Johannesevangeliets mangefacetterede og fascinerende kønsdiskurser. Projektet vil særligt fokusere på Jesu mere-end-menneskelige maskulinitet (der i min læsning er lige så vegetabilsk, som den er guddommelig!), skriftets elaborerede fremstilling af faderskab, forplantning og mandens anatomi, samt endelig på Johannesevangeliets kvinder og deres tvetydige positionalisering i forhold til Jesu maskulinitet. På denne baggrund bringer projektet nogle af de nyeste kønsteoretiske tendenser i samtale med ældgamle diskussioner inden for johannesforskningen, såsom forholdet mellem Jesu guddommelighed og menneskelighed og skriftets syn på den materielle verden. Den samtale er jeg overbevist om kan berige begge discipliner."

Oops, an error occurred! Code: 202411210758428063791c