Aarhus Universitets segl

Norsk bibelforsker bliver adjungeret professor på Aarhus Universitet

Efter indstilling fra dekanen for Faculty of Arts tildeles Marianne Bjelland Kartzow hæderstitel som adjungeret professor med tilknytning til Afdeling for Teologi i perioden 2023-2028.

Foto: Bo Holm

Marianne Bjelland Kartzow er internationalt førende forsker i køns- og intersektionel analyse af bibelske og antikke tekster, særligt Det Nye Testamente. Til daglig arbejder hun som professor i nytestamentlige studier ved Teologisk Fakultet på Universitet i Oslo.

Kartzows forskning fokuserer på social-historie og hverdagsliv i tidlig kristendom. Hun har fx studeret slaver/slaveri i Det Nye Testamente og naboer/nabolag i tidlig kristen tid, hvilket har givet sig udslag i publikationer som "The Slave Metaphor and Gendered Enslavement in Early Christian Discourse: Double Trouble Embodied "(Routledge 2018) og "The Ambiguous Figure of the Neighbor in Jewish, Christian and Islamic Texts and Receptions" (ed., Routledge 2022). Hun er desuden redaktør af flere bøger, fagserier og tidsskrifter.

I forbindelse med sin adjungering skal Marianne Bjelland Kartzow bl.a. deltage i forskningssamarbejde med forskere ved Teologi og Institut for Kultur og Samfund, holde forelæsninger, deltage i undervisning og ph.d.-vejledning, indgå i bedømmelsesudvalg samt understøtte universitetets rekruteringsnetværk.

 Kirstine Helboe Johansen, afdelingsleder ved Afdeling for Teologi, udtaler:
”Med sin stærke og brede faglighed og sit store internationale netværk er prof. Kartzow den ideelle adjungerede professor ved Forskningsenheden Det Nye Testamente og Afdeling for Teologi. Vi ser frem til at styrke samarbejdet, som allerede har givet afkast i form af det årlige Aarhus-Oslo-Münster-seminar og den netop udkomne De Gruyter-antologi The Nordic Bible: Bible Reception in Contemporary Nordic Societies.”

 Marianne Bjelland Kartzow udtaler:
”Det er en stor ære og glæde at blive en del af fagmiljøet i Aarhus i årene fremover. Vi bygger videre på det gode samarbejde, som har været mellem vore institutioner i lang tid. Inden for det nye Circle U-netværk vil dette også kunne skabe ringe i vandet og styrke eksisterende relationer. Vi står overfor nogle af de samme udfordringer i fremtiden, hvad angår rekruttering og fagudvikling.”

Oops, an error occurred! Code: 202411210736255f9e9a2d